Langt de fleste tjekker løbende deres forsikringer. Men for en ud af fem danskere er det mere end to år siden, at de sidst har undersøgt, om de har de rigtige forsikringer. Det viser en undersøgelse fra Forsikring & Pension.
"Langt de fleste forbrugere undersøger ofte deres forsikringer. Men der er stadig en gruppe, som ikke helt har styr på forsikringerne. Vi anbefaler, at man mindst en gang om året gennemgår sine forsikringer og tjekker pris og dækning", siger konsulent Helle B. Pedersen, Forsikringsoplysningen.
Forsikringsbranchen har lanceret en række webværktøjer, der kan hjælpe forbrugerne til at undersøge, om de har de rigtige forsikringer til den rigtige pris.
Tjek dine forsikringer med forsikringsmåleren
På forsikringsmåleren kan du få overblik over, om du er ordentligt dækket alt efter, hvordan du bor, om du har bil, børn, husdyr eller særlige fritidsinteresser.
"Går du ind på forsikringsmåleren og eksempelvis angiver, at du har bil, anbefaler måleren, at du køber en lovpligtig ansvarsforsikring, der kan suppleres med en kaskoforsikring. Forsikringsmåleren anbefaler også, at du bør overveje at købe en ulykkesforsikring, der sikrer dig erstatning, hvis du kommer ud for en ulykke", siger konsulent Helle B. Pedersen, Forsikringsoplysningen.
På måleren kan forbrugerne læse mere om de forskellige forsikringsdækninger, som er indeholdt i hver af de valgte forsikringer.